Klar til Danmarksmesterskaberne

Alt er klappet og klar. Nykøbing Falster Garden drager den 2. juli til Aalborg for at deltage i DM for Bygarder 2009.

2000 gardere fra 38 forskellige garderkorps mødes om kort tid til DM for Bygarder i Aalborg. I fire dage skal de mange gardere konkurrere om guldmedaljer i discipliner som tattoo, opvisningsmarch og koncerter, lige som Danmarks bedste Tambourmajor skal findes.

“I den sidste tid har vi øvet rigtig meget, og vi føler, at vi er klar til at vise det frem til dommerne, tilskuerne og de mange andre deltagere i Danmarksmesterskabet. Og så sent som i går afholdte vi generalprøve og fremvisning af konkurrencedisiplinerne, for alle vore forældre.” siger Michael Clausen, formand.

Konkurrencer og fællesskab
Michael Clausen understreger dog, at garden også tager af sted for at opleve fællesskabet. I løbet af de fire dage skal vi også gå stjernemarch i Aalborgs centrum og naturligvis bliver der også tid til fest og farver sammen med de mange andre deltagere.
Som noget nyt, afholdes hele arrangementet indendørs i det 25.000 kvm. store idræts- og kulturcenter, Gigantium. Dette giver mulighed for en helt unik stemning, hvor der over alt vil være uniformer, boder og musik. Derudover så deltager der i år en Norsk garde, og dette giver de danske deltagere mulighed for at få inspiration, lige som det internationale netværk kan udvides.

Vær’ selv med, når det sker
Stævnet er det absolut største af sin art i Danmark, og det forventes da også, at mere 5000 publikum vil kigge forbi i løbet af de fire dage, hvor garderne dyster. Alle kan besøge stævnet, der finder sted i Gigantium, Aalborg. På stævnets hjemmeside: www.dm-for-bygarder.dk er der mulighed for at hente yderligere information. På hjemmesiden kan man også under hele stævnet læse sidste nyt, på den måde kan familierne her hjemme følge med, selv om de ikke får tid til at besøge stævnet.

Denne nyhed er lagt online 01. sep '2009 af Michael Clausen