|
Landsgardeforeningens fortjenstmedaljeDet var et par stolte og glædesstrålende supportere og aktive hjælpere fra Nykøbing Falster Garden, der lørdag den 17. marts begge modtog Landsgarderforeningens fortjenstmedalje bronze for deres store arbejde i Garden. Medaljen tildeles som påskyndelse af en aktiv og engageret indsats til fremme af børne- og ungdomsarbejdet blandt landets gardister. Anni og Leif Olsen har altid været utrolig engageret, og er altid at finde blandt den aktive forældre- og supportergruppe. Leif har altid haft hænderne skruet rigtigt på, og med sine praktiske færdigheder har Leif altid hjulpet til når Garden har haft brug for det. Ikke mindst har Garden haft stor glæde af Leifs fantastiske kogekunst. En garde som Nykøbing Falster Garden har naturligvis også en aktiv støtteforening. Garden er så heldige at have deres helt egen kiosk - eller "Anni og Leif´s Kiosk" kunne man godt kalde den, for selv om det er Støtteforeningen der driver og bemander kiosken med hjælp fra flere forældre, ja så går der næsten ikke én undervisningsdag eller øve-weekend, hvor Anni og Leif ikke lige skal ned og kigge, røre lidt i gryderne, sælger lidt snold eller vaske op og gøre rent. Og Guds nåde trøste dem der træder ind på "Anni´s" nyvaskede gulv efter kioskens lukketid. Det, at Garden har engagerede personer som Anni og Leif, har stor indflydelse på Nykøbing Falster Gardens udvikling, hvis formål det er: "at engagere børn og unge i et musikalsk og socialt netværk på tværs af køn og alder, gennem deltagelse i musikalsk undervisning, arrangementer, konkurrencer og stævner." Nykøbing Falster Gardens bestyrelse og medlemmer er alle utrolig stolte af, at have Anni og Leif Olsen som aktive hjælpere og supportere. De har begge gjort et stort frivilligt og ulønnet stykke arbejde, hvor det altid har været viljen og lysten der har drevet værket. Det var derfor en kæmpe fornøjelse at Landsgardeforeningen imødekom vores indstilling. Anni og Leif fik overrakt deres fortjenstmedaljer af Landsgarderforeningens formand Per Buchholz, på repræsentantskabs mødet i Svendborg, og senere samme aften deltog de sammen med de andre prismodtagere i en gallamiddag sammen med blandt andet Landsgarderforeningens protektor Grev Ingolf af Rosenborg og Grevinde Sussi. Michael Clausen
Denne nyhed er lagt online 22. sep '2007 af Martin Hansen
|